Havdal
Min far, som er landmand, begyndte en dag at sige; Nu er det snart den sidste sommer på gården.
Vores familie har boet på Havdal i generationer, vi er knyttet til stedet, og der skal siges farvel.
Jeg bad min far om at indsamle planter, der har en særlig betydning for ham på et personligt, et historisk og et landbrugsfagligt plan.
Han skulle samle mindst én plante om måneden og lægge den i pres.
Planterne har jeg siden belyst og fremkaldt til fotogrammer. Billederne og min fars kommentarer til hver plante er samlet i et leporello-bogværk.





